I den sidste halve snes dage har minesprængningerne ved den thylandske vestkyst lydt som dumpe drøn ind over landet ofte med en sådan kraft at vinduer er faldet knuste til jorden og dørene er sprunget op. Folk har sagt til hverandre: "Nå der gik vel nok en mine...", og sådan har drønene lydt dag for dag i en periode der har bragt mellem 150 og 200 miner ind på denne kyststrækning, der har en spændvidde fra Bulbjerg til Agger eller ca 80 km, og dermed er det største område på vestkysten.
Det er ikke første gang at minesprængningerne fra vestkysten har mindet befolkningen om, med hvilken hårdhed krigen føres. Det er sket mange gange siden1939 og netop på den Thylandske kyststrækning er til nu langt de fleste miner drevet ind, knap 1200. Det er dog en post! Og netop denne kyststrækning bærer som ingen anden tegn på, hvor de mange "uhyrer" er gået i land. En tur på stranden behøver ikke at være ret lang, før man træffer på sprængstykker, demonterede miner osv., og lang tid efter krigen vil minernes spor være endda meget tydelige også på disse egne.
Den thylandske kyststrækning har heldigvis været forskånet for mineeksplosioner, der har bevirket så frygtelige følger som andre steder i landet, men krigens alvor har også gennem minerne talt sit dystre sprog heroppe. Sidst i Agger, hvor der anrettedes betydelig skade, men også andre steder, og for et par år siden krævede folks letsindighed et par menneskeliv ved Bulbjerg. Dette og andet har lært befolkningen at respektere de tunge genstande, som den frådende bråd kaster op på stranden.
Kystbefolkningen nærmer sig ikke gerne stranden, hvor minerne findes, og strandfogdernes små skilte med et “adgang forbudt" eller i nogle tilfælde slet ingenting, taler deres tydelige sprog for den stedkendte.
De dage, hvor minestrømmen går mod kysten og kan sprede skræk og rædsel i form af splintrede ruder og revnede bygninger, færdes imidlertid en lille forsamling husvant mellem minerne. Det er et arbejde, som interesserer den store befolkning, og som alligevel kender så lidt til den. Det er et arbejde, der fuldtud står på højde med det, der er udrettet af eksperterne under f. eks.
angrebet på København for nylig, men visse folk synes alligevel at glemme, hvad disse folk mellem år og dag udretter. Det er intet mindre end en leg med døden, men de 3 mænd går til deres arbejde med en stoisk ro, og de ønsker mindst af alt at indgå i ”heltenes rækker”. Det er også let at sidde på et kontor og skildre minørernes farlige arbejde, men det er dog først i selskab med disse folk, at man virkelig får et indtryk af arbejdets omfang og farlighed.
Derfor benyttede vi en af de sidste stormdage til at tage en tur ud til kysten sammen med minørholdet fra Thisted, bestående af kvartermester E. Busch, samt marinesoldaterne Egon Petersen fra Ålborg og Gotfred Jensen fra Hirtsholmene, til daglig sildefisker fra Skagen. En tidlig morgen, medens mørket endnu sænkede sig over byen, forsvandt vi med Flyvervæsenets bil ud af buen på vej mod havet. Målet var Lildstrand. Meldesystemet gennem strandfogderne, kystpolitiet m.v. over politiet i Thisted havde her meddelt om 2 miner syd for fiskerlejet.
Da den første lysning viste sig over Vesterhavet, svingede bilen ind på en klitvej på vej mod målet, der skulle være ca. 1 km. sydpå. Bilen stoppedes, turen gik gennem klitterne til stranden, vi var heldige! ”landgangen” skete nemlig lige midt mellem de to miner.

En mine sprænges..
Det var 2 hornminer, de blev besigtiget. Den ene lå for nær ved fiskerlejet til at man turde forsøge en sprængning af hensyn til virkningerne, medens det besluttedes at sprænge den anden. Begge miner lå et godt stykke oppe på strandbredden. De nødvendige redskaber var slæbt med, og minørholdet gik i gang med sprængningen. En medbragt bombe blev anbragt oven på minen, der stor og mægtig og tilsyneladende ufarlig lå i sandet, men det var alligevel med hjertet et godt stykke oppe i halsen, at en uvedkommende nærmede sig. Minørerne arbejdede imidlertid med uforstyrret ro. ”Blikæsken” fyldt med sprængstof var anbragt, en forbindelse med jorden tillige, og derefter blev en elektrisk ledning på ca. 700 meters længde lagt henad strandbredden. Her samledes holdet, og de sidste forberedelser blev gjort, ledningen sattes i forbindelse med en kontakt og et element ,og alle anbragte sig et sikkert sted. Den første gang glippede forsøget, men næste gang da minøren trykkede på knappen skete eksplosionen. Den må have vækket samtlige beboere i Lildstrand og endnu længere væk. 700 meter fremme slog først en mægtig ildsøjle i vejret, og herover hævede sig en sort sky af tæt røg, et storslået syn, der imidlertid efterfulgtes af lyden, et øredøvende brag, der er ved at tage vejret fra én, og efterfølges af en hvinende lyd i luften. Det er de forvredne, glødende sprængstykker, der baner sig vej gennem luften og får alle de tilstedeværende til at blive i skjul.
Da faren er forbi, står endnu en tæt røgsky op fra sprængningsstedet, men bliver til sidst mindre og mindre. Ledningerne rulles op igen, og vi nærmer os stedet, hvor minen før lå. I stedet er der nu et stort krater flere meter i diameter og flere meter dyb, ligesom sandet i en vid omkreds er sort af krudtslammet. Omkring i klitterne kan man finde de små sprængstykker boret ned i sandet.

Den anden mine demonteres…
Minørholdets mine nr. 1186 eksisterer ikke mere. Turen kom til nr. 1187, den skulle som nævnt demonteres, og med samme ro gik minørerne i gang med arbejdet. Det var en næsten uhyggelig ro. Først skrabede man ”skægget”, dvs. et tæt lag af muslinger, og derefter gik minørerne i gang med selve minen, som man tilsyneladende ikke tog med bløde hænder på. En lille dæksel på minen blev skruet af, minøren stak hånden ind i ”løvens gab” og skruede tændpatronen løs, en lille patron, der er forbundet med et par elektriske ledninger. Patronen er sat i forbindelse med en endnu større, der ligger inde midt imellem den store mængde sprængstof. Også den tages ud, og derefter kommer turen til ”hornene”, hvis glasrør knuses, og som selv skrues af eller brækkes. Tilbage er kun hylstret og sprængstoffet, men minen er ufarlig, i hvert ikke farligere end at den senere af heste vil blive trukket op til en lastbil, og på den blive befordret til Thisted og derfra videre..
Der var ikke den samme atmosfære over desarmeringen som over sprængningen, men at førstnævnte anses for det farligste job blev man klar over. Minen fungerer i øvrigt på den måde, at i det øjeblik hornet knækker, strømmer der syre ned i et elektrisk element, der derved bliver virksomt. Den elektriske strøm sluttes straks, tændpatronen eksploderer og antænder igen den store cylinder der ligger i sprængladningen. Hele udviklingen foregår på sekunder.

Med hestekøretøj til Madsbøl Strand.
Stranden ved Lildstrand var derefter ”renset” for miner. Pr. bil forsøgte holdet at nå til Hjardemål, men det måtte opgives da klitvejene er fulde af vand for tiden som ingen sinde før, og pr. landevej gik turen til Hjardemål Klit, hvor man fandt frem til strandfoged Jesper Rotbøll, en rigtig type på en thylandsk strandfoged, lun og veltalende.
Han hilser minørholdet hjerteligt velkommen, og få minutter efter står et hestekøretøj forspændt i gården. Vognen læsses med ”redskaberne”, og turen går ned mod stranden. Det sker ad kommunevejen, der er som de fleste klitveje ved kysten og denne dag tillige godt vandfyldte. Frem når man imidlertid efter mange skub og stød, og på strandbredden ligger der 4-5 miner.
De skal alle sprænges, og holdet gik straks i arbejde. De nødvendige forsigtighedsforanstaltninger blev foretaget og med minutters mellemrum rungede bragene, medens sprængstykkerne slog ned i sandet foran og ved siden af de tre mænd på strandbredden. Og således gik turen til fods og pr. hestevogn fra Hjardemål Klit strand gennem Madsbøl strand til Vigsø strand, hvor der skulle ligge 2 miner. En enkelt demonteret mine stødte man også på, den blev nu sprængt. Tre miner til blev desarmeret med den samme stoiske ro, som før nævnt, og inden den sidste mine kunne gøres færdig, var det også blevet fyraften. Resultatet var da syv sprængte miner og fire desarmerede. Det var et ret godt resultat, men holdet har dog før været højere oppe, en enkelt gang oppe på 31, men det er oftest, når minerne ligger lige så tæt som stenene ved stranden.Tilbageturen til strandfogedgården står imidlertid tilbage. Den var lige ved at blive lige så spændende som minesprængningerne, idet vandet står meterhøjt mellem de mange klitter, hvorfra lyngen i adskillige tilfælde er slået.
Mange gange går vandet til bundfjælene i vognen, og nogen behagelig køretur vil de fleste sikkert ikke finde det er. Frem går det imidlertid, og i løbet af 3 kvarter nåede man frem til strandfogedgården igen. ”Ekspeditionen” havde da også varet mellem 5 og 6 timer. Her stod bilen og ventede, og inden mørket endnu var faldet på, rullede bilen ind i Thisted by. Tilbage stod at gøre den klar til næste dag, da arbejdet atter kaldte.

Faren truer stadig ….
Et overfladisk indblik i minørholdets arbejde har det kun kunnet blive, men nok til at give et indtryk af, under hvilke forhold et minørhold arbejder. Det er ikke altid, at det er så vanskeligt at komme frem til minerne, og det kan på den anden side også være vanskeligere; det har ofte foregået pr. slæde. Det er ikke hver gang, minerne ligger pænt opkaste på strandbredden. Ofte ligger de og ruller i strandkanten og skal bjerges ind, hvilket er et farligt arbejde.
Naturligvis kommer minørerne ud for farlige situationer, men de ønsker ikke at tale derom – af flere grunde. Det kan hænde, at en mine eksploderer i utide, og holdet i løbet af få sekunder må reagere for at redde livet, eller at en stor mine slynges mod stranden, medens man er i færd med en anden mine. Der er faremomenter nok, men dem har minørerne efterhånden lært at kende og tage i betragtning. Holdet går i øvrigt frem efter det princip, at man i første omgang ”ordner” de miner der ligger farligst for kystbefolkningen og gemmer de mindst farlige miner til sidst.

Risikabelt men indbringende..
Naturligvis må samfundet betale disse mænd for at uskadeliggøre truslen mod kysten, og selv om nedennævnte tal kan lyde stort, bliver det ikke så stort i længden, og ikke meget i forhold til den risiko der løbes. Minørmesteren får for hver mine han uskadeliggører foruden sin faste løn en sum af 35 kr., medens det menige mandskab foruden den daglige løn på 1 kr. får 8 kr. for hver mine.
Det er således ikke småpenge, den enkelte mand kan tjene i en ”mineperiode”, som den nu forløbne. I sidste uge havde hver af de 2 menige soldater, der var med på denne tur, ca. 1200 kr. i ”mineløn”. Det er dog ikke nær hver uge, der giver denne løn, ja kun de færreste. Minestrømmen dette forår er således helt usædvanligt og skyldes det milde vejr. Sidste vinter fra jul og et halvt år fremefter havde holdet så at sige ikke én mine.

Tre fjerdedele af minerne sprænges, medens en fjerdedel demonteres.
Mine nr 1196 var dagens sidste, men tallet vil uden tvivl nå adskilligt højere i den kommende tid. Uden tvivl vil minørholdet kunne et godt stykke tid efter krigens slutning – det regner man også med – thi for hver mine, der uskadeliggøres, sendes nye ind på strandbredden, og de dumpe drøn vil fortsat blande sig i dagliglivets arbejde. Måtte følgerne af de eksplosioner, der kan indtræffe, blive mindst mulige på denne egn, skal befolkningen være såre tilfreds og ikke i den forbindelse glemme minørerne. Deres arbejde er al tak værd. De 75 pct. af de miner, der driver ind, sprænger de, medens ca. 20 pct. demonteres og en ca. 5 pct eksploderer ved sammenstødet med kysten.
Arbejdet indskrænker sig ikke alene til minerne, men til alle de genstande som driver ind fra havet, alt ovenfra langs kysten, ligesom ”stilstandsperioderne” benyttes til eftersøgning af miner. Opsamling af desarmerede miner til afsending. Ejheller strandfogdernes arbejde bør i denne forbindelse glemmes. De er minørholdets gode medarbejdere og en værdifuld hjælp ved uskadeliggørelsen. Deres arbejde er heller ikke brødløs. De får 8 kr. for den første mine de opdager i hver måned, og 4 kr. for hver af de efterfølgende samt betaling for en tur som den, vi nu bl.a. har gennemført med minørholdet fra Thisted som et led i dagens arbejde.