EDITH - Erindringer fra et liv i kærlighed og krig

Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye
Gå til:	Vidneberetninger			Forsiden

Uddrag af bogen
“EDITH - Erindringer fra et liv i kærlighed og krig”, Marie Magdalene, 2014.
Med tilladelse fra forfatterne Harald Hartvig Jepsen og Hans Christian Baltzer.
Bogen kan købes hos boghandler Finn Pedersen, Kolind, tlf. 8639 2077.

Edith Nina Ørtoft Olenick, som døde den 3. december 2013 i en alder af 93 år, førte i perioden 2012 og 2013 en omfattende korrespondance i form af breve, mails og telefonsamtaler med familie og venner i Danmark her væsentligst sin nevø Ole Ørtoft Jensen, som tiltales nogle gange i teksterne.
Edith var bosat i Vancouver i Canada, hvortil hun og hendes mand Petter emigrerede i 1951, og Ole boede i Brøndby.
Denne korrespondance ligger til grund for bogen “EDITH - Erindringer fra et liv i kærlighed og krig”.

De indrammede afsnit er forfatternes baggrundskommentarer til de i erindringerne nævnte begivenheder.

Uddragene er de af erindringerne, der knytter sig til Edith’s ophold i Hanstholm i afsnittet Hansted 1940-41 og Teddys fødsel og i Ræhr i afsnittet 1943 – i Pindstrup og tilbage til Hansted/Ræhr, samt om hendes møde med sin første mand i afsnittet
I København 1939-40.

Edith (tv) og barndomsveninden Edith Kempel, kaldet Kempi, indfanget af en kanonfotograf på Strøget i København i 1939. Privatfoto.

I teksten nævnes Kempi, som er kælenavnet for Edith Kempel, Edith's barndomsveninde fra deres opvækst i Pindstrup på Djursland.
Poul er Kempi’s ægtemand Poul Astrup.
Petter (Stepan Nikolaevitj Olejnik) er Edith’s anden ægtemand - født i Ukraine i 1920.
Paul (Pavel Korenko) er Petter’s kammerat, som han havde mødt i en militær træningslejr i Vladivostok.

Petter og Paul var tilknyttet Ost-Batl. 674, som blev opstillet 21. oktober 1943.
Ost-Batl. 674 overføres i slutningen oktober 1943 til Hansted som erstatning for III./Gren.Rgt. 712, som overføres til Østfronten.
I begyndelsen af oktober 1944 flyttes enheden fra Hanstholm til Vendsyssel og udskilles af 166. Res.Div. som en følge af svækkelsen af forsvaret i dette område pga. borttrækningen af 416. Inf.Div. Enheden bliver en del af Rgt.Verband ”Ehlers”.
Organisationen fremstår 1. december 1944 således:
IV (russ.)/Res.Gren.Rgt. 6, Vedsted. 1. Kp., Aaby, 2. Kp., Birkelse, 3. Kp., Aabybro, 4. Kp., Pandrup.
I teksten nævnes, at ‘hele molevitten fra Rusland skulle flyttes fra Hansted til Birkelse ved Åbybro'.
Petter og Paul (og de andre unge, flinke Feldwebler ’Goda’ og ’Goddaw’) må derfor have tilhørt 2. kompagni.

I teksten nævnes, at 'deres barakker lå to-tre km fra Ræhr, mellem Hansted og Ræhr.’ Ved Gammeltorp i Nytorp var infanterilejr, og nærmeste civile samfund, som soldaterne derfra kunne besøge i fritiden, var Ræhr. Som det ses af kortet herunder, er den direkte vej Niels Juuls Vej neden for holmens skrænt, ad hvilken soldaterne er gået til Ræhr.
På kortet er også indtegnet de i teksten øvrige nævnte lokaliteter.
Edith og Hugo boede i perioden 1940-41 'ude ved stranden'. De eneste privat huse i Hansted, der kan beskrives sådan, er de viste ved Roshage.

Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye

EDITH - Erindringer fra et liv i kærlighed og krig

I København 1939-40
Jeg mødte min kommende mand Hugo Mortensen i København, mens Kempi og jeg boede i Baldersgade på anden sal ude på Nørrebro. Det må have været i 1939 eller først i 1940. Det var engang, der var ildløs i nabohuset. Jeg var allerede gået i seng og blev oppe i lejligheden, men Kempi stod op og gik ned på gaden for at se, hvad der var på færde. Kort efter blev vi evakuerede fra lejligheden. Vi så herrens ud, for vi havde netop været hos frisøren og havde stadig håret svøbt i håndklæder. Det var ved den lejlighed, Kempi mødte Hugo, som også stod og betragtede branden. Hun inviterede ham senere med hjem, ja, og så blev han hængende. Det var sådan, jeg mødte Hugo, Teds far for en tid. Vi begyndte at gå ud med hinanden, og kort efter tog jeg ham med hjem for at præsentere ham for far og mor. Han var også med til festen i Pindstrup, da mine forældre fejrede sølvbryllup i juni 1940.

Ifølge kirkebogen for Marie Magdalene sogn blev ungkarl, arbejdsmand Hugo Mortensen af Vaarst, Ginderup sogn, Fleskum herred, født i samme sogn den 23. november 1911, søn af fraskilt Elisabeth Nikoline Mortensen nu gift med murermester Martin Jensen, Vaarst, den 24. november 1940 gift i Marie Magdalene kirke med ugift, Edith Nina Ørtoft Jensen, af Pindstrup, Marie Magdalene sogn, Sønderhald herred, Randers amt, født i samme sogn den 26. februar 1920, datter af arbejdsmand Jens Peter Jensen og hustru Jensine Jacobine Jensen.

Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye

Hansted 1940-41 og Teddys fødsel
Min søn Teddy er født i Hansted, hvor vi boede, Hugo og jeg i 1941. Vi var blevet gift i november 1940, og flyttede først op til Vaarst nær Aalborg, hvor Hugo var fra. Men så fik Hugo arbejde for sin onkel Christensen, der var snedker og arbejdede for tyskerne i Hansted ude på vestkysten. Hans kone Else havde folk på kost. Det var arbejdere, som var med til at bygge de store anlæg i og omkring Hanstholm. Hugo og jeg boede til leje i et hus uden for selve byen.

Teddys barnedåb
Ifølge kirkebogen for Hansted by og sogn, Hillerslev Herred, Thisted Amt blev Teddy Mortensen født 18. maj 1941 døbt i Hansted Kirke d. 22. juni 1941. Ediths forældre stod faddere ved dåben. Ted var et af de sidste børn, som blev døbt i Hansted kirke, inden Værnemagten i 1942 beslaglagde landsbyen og forlangte alle bygninger rømmet. Først i 1946 kunne befolkningen vende tilbage til en meget forandret by og begynde oprydningen. Hansted og omegn bærer den dag i dag stærkt præg af tiden som tysk militærforlægning.

Jeg tror, vi sammenlagt boede i Hansted 6-8 måneder, men vi fik aldrig rigtig nogen venner. En spøjs familie, disse Christensens. Vi lærte aldrig rigtig hinanden at kende og omgikkes sjældent. Vi boede ude ved stranden, og de i byen, og vi besøgte kun sjældent hinanden. Jeg mener, han blev en stor mand under tyskerne. Vi omgikkes heller ikke tyskerne, jo, der var nogle gamle tyske vagtposter nede ved stranden, begge oppe fyrrerne, som af og til kiggede ind for at se den lille nye baby. Men de var vist ikke i hæren. Men hvad ved jeg, jeg var 20 år gammel og vidste så lidt og var ikke interesseret.

Toldembedsmænd på vagttjeneste
Bevogtningstjenesten langs den jyske vestkyst blev oprettet i august 1940 og var i de første år bemandet med ældre tyske toldembedsmænd. Som civilister bar de tyske toldere armbind med påskriften Deutsche Wehrmacht, når de gik vagt for at markere deres status som kombattanter i tilfælde af tilfangetagelse. Da grænsegendarmeriet i 1944 blev taget sammen med politiet, overtog tyske toldembedsmænd også bevogtningen af den dansk-tyske grænse (Jens Andersen: Tysk invasionsforsvar i Danmark 1940-45, Kbh. 2007, s. 60)

Jeg var i Hansted, da de afprøvede den store kanon, tykke Bertha, eller hvad de nu kaldte den kanon, der skulle sørge for kontrol med Vesterhavet og Skagerrak fra begge sider. Vi, som boede nær kanonen skulle flytte ud, men de afprøvede den kun 1-2 gange.

Det store kanonbatteri Hanstholm II
I 1941 blev der efter førerordre opstillet fire 38cm langtrækkende kanoner med 250 meters mellemrum på det svære batteri Hanstholm II. Arbejdet på stillingen indledtes i november 1940. En marineartilleriafdeling til betjening af de svære kanoner og andet kystartilleri blev opstillet i Hansted i februar 1941. De prøveskød de to første kanoner 15. maj og de to sidste 28. august 1941. Først i 1942 stod hele anlægget færdig. Et tilsvarende anlæg blev opført ved Kristiansand i Norge ud fra tyskernes ønske om at spærre mest muligt for indsejlingen til Skagerrak og Østersøen. Senere blev kystforsvaret kraftigt udbygget og Atlanterhavsvolden skabt. (Knud Holch Andersen og Orla Poulsen: Krigsværk. Thy og Mors 1940-45, Morsø Lokalhistoriske Forening, 1982, s. 11-14 og Tysk invasionsforsvar, s. 75-76). Se også www.museumscenterhanstholm.dk

Holy smoke, den første gang den blev afskudt – husene rystede og alle vinduer i byen og omegn blev knust! Så fik vi besked på, at vi skulle være mindst 3-4 km fra kanonen. Vi flyttede så til Gistrup, hvor der var arbejde at få for tyskerne på Aalborg Flyveplads, som dengang var under kraftig udbygning. Men jeg fandt hurtigt ud af, at Hugo og jeg ikke var skabt til hinanden.
Jeg kan huske, at vi var til sølvbryllup i Kås, hvor vi selv og mor og far var med. Hugo havde så travlt med at rakke ned på os, mig og min mor og far. Så vi forlod festen. Jeg gik først – og tog over til min faster. Så gik far og mor også. De havde fået nok af Hugo og hans sladder. Næste dag tog jeg ned til dér, hvor jeg og Hugo boede med Ted, pakkede mine sager, og så vi satte kursen mod Pindstrup. Hugo kom ved en senere lejlighed til Pindstrup, men han talte hele tiden dårligt om mig. Så til sidst bad din far, Ole, ham om at holde op og se at forsvinde. Så blev vi separeret.

Edith 1942.
Foto: Einar Vrønrud,
Vesterbro 78, København

Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye

1943 – i Pindstrup og tilbage til Hansted/Ræhr
Ja, det var en crazy tid i Danmark. Jeg havde forladt Hugo, min jaloux mand, og var rejst hjem til Pindstrup og hjalp nu mor i pensionatet. Da alt blev rationeret, holdt hun op med at tage ud og demonstrere i bagning, og drev i stedet pensionat hver sommer. Jeg hjalp til i køkkenet og smurte madpakker en hel sommer. Da sommeren var forbi, fik jeg arbejde i Viborg på Hald Folkekuranstalt i køkkenet, men dér blev jeg ikke længe, jeg fik en slem forgiftning, måske madforgiftning, og rejste efter kort tid. Tilbage i Pindstrup skrev jeg så til Kempi, min veninde, om der var arbejde at få på Vestkysten. Kempi og Poul var taget til Ræhr ved Hansted, hvor Poul arbejdede for tyskerne med et spand heste.

Boom i befæstningsarbejdet ved Vestkysten
Det store boom i befæstningsarbejdet på den jyske vestkyst fra foråret 1943 tiltrak arbejdere fra hele landet. I september 1943 anslog politimesteren i Thisted, at der arbejdede ca. 4.000 mennesker i og omkring Thisted med fast bopæl andetsteds i landet. Boligmarkedet var belastet ud over bristepunktet: havehuse, tørrelofter, kældre og kviste, alt blev lejet ud. Redaktør Clemmen Bruunsgaard, Thisted Social-Demokrat, beretter i sin dagbog: ”Der slæbes for tiden en utrolig bunke jern til Klitmøller og Vigsø, hvor der uafladeligt bygges bunkers med flere meter tykke jernbetonvægge. Men det kniber med at få lastbiler til kørslen, og nu kører 20 til 30 spand heste jernet derud”. Først i krigens sidste måneder gik arbejdet ved de tyske anlæg for alvor ned, ikke mindst på grund af materiale-mangel og usikre transportforhold. Ved kapitulationen dækkede Festung Hanstholm et areal på 900 ha land og omfattede 250-300 betonbygninger. Her var stationeret 6.000 mand, hvoraf halvdelen skulle betjene anlægget og resten danne rygforsvaret. Udgifterne til materialer, lønninger og profitter – opgjort til 2 mia. 1945-kroner – blev betalt af Danmarks Nationalbank. (Krigsværk. Thy og Mors 1940-45, s.19-22).

Kempi skrev tilbage, at der var masser af arbejde. Så tog jeg til Ræhr og efterlod Ted i Pindstrup hos mor og far. Jeg kom til at arbejde for en frøken Søe i Ræhr, som havde kælderlejligheden under skolen i Ræhr. Det var en ny, ret stor skole, som tyskerne havde overtaget. I underetagen var der køkken, og Frk. Søe havde omdannet det meste af kælderen til en spisesal for tyskerne. I selve skolen var der meteorologisk station. Der arbejdede nok en 12-14 tyske piger på vejrstationen De boede i nogle små træhuse – 5-6 stykker i alt – som var opført til dem på en mark overfor, på den anden side af landevejen fra Thisted. De deltes om dem, men havde hvert sit rum. Nogle af pigerne var flinke nok, men andre var storsnudede – særlig hende, der var kærester med chefen. Der var også nogle højtstående mænd i uniform, fine folk, meteorologer velsagtens. De sendte vejrballoner op og lavede opmålinger og vejrmeldinger. Mere ved jeg ikke. Det var meget hemmeligt. Jeg kom aldrig ovenpå, kun i kælderen. De eneste, jeg talte med, var de to unge chauffører, der kørte for officererne. De var fra Østrig og var meget flinke. Jo, fint var det, med chauffører og det hele.

Vejrmeldinger. Under besættelsen forbød tyskerne offentliggørelse af alle former for vejrmeldinger. De blev betragtet som militære hemmeligheder, der potentielt kunne bistå fjenden og lette hans dispositioner. Først ved befrielsen vendte vejrudsigten tilbage som en fast del af Pressens Radioavis og nyhedsstoffet i aviserne.

Frk. Søe lavede mad til alle tyskerne på vejrstationen. Jeg gjorde rent for pigerne og hjalp Frk. Søe i køkkenet med madlavningen. Hun selv og hendes gamle forældre boede i kælderen, men det var okay, alting var nyt. Jeg boede hos Kempi og Poul, til jeg fandt mit eget. Det blev et lejet værelse i nabohuset til dem. Tyskerne spiste hver dag nede i underetagen. Da hun en dag serverede hornfisk for dem med grønne ben, sagde de alle nej tak. De troede vist, hun var ude på at forgifte dem! Hendes forældre var ældre folk – i øvrigt nogle flinke mennesker, som tilhørte missionen (det er nu deres egen sag). Ja, flinke mennesker.

Der blev bygget en biograf i Hansted, og det var gratis. De viste alle mulige forskellige tyske film, men vi måtte forbi vagten for at komme i kino. Vi plukkede blomster og fortalte vagten, at vi skulle på kirkegården med blomster, og så slap vi ind på den måde. Men legitimationskort til Hansted havde jeg ikke. Vi boede i Ræhr, tre-fire km fra Hansted, som var et lille fiskerleje til tyskerne kom og byggede den store kanon. Den er i dag en turistattraktion.

Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye

Russerne i Hansted
Da russerne kom til Hanstholm og Hansted i Thy blev de stillet op på række og spurgt om, de ville i tysk tjeneste. Jeg blev fortalt, at to-tre stykker sagde nej, og at de blev skudt lige for øjnene af de andre. De kom, fordi tyskerne var ved at løbe tør for deres egne soldater, da det var begyndt at gå tilbage for Hitler. Der var derfor kun få tyskere tilbage, da jeg kom derop i 1943. I stedet sendte de disse ukrainere, ja, jeg ved ikke hvor mange, til at tage deres plads som tyske soldater og til at overtage stillingerne. Det skulle tage sig godt ud for englænderne. Tyskerne frygtede jo en invasion. Andre steder i Vendsyssel var der kommet russere, og man hørte mange rygter om disse russere. Men det må have været ukrainere alle sammen, dem der kom til Hansted.

Russere i tysk tjeneste i Danmark
Ved krigens slutning befandt der sig her i landet hen ved 25.000 ikke-tyske krigsfrivillige i tysk uniform svarende til omkring en sjettedel af den tyske hærs samlede mandskab i Danmark. Historikeren Palle Roslyng-Jensen anslår, at omkring halvdelen af dem var sovjetborgere (”russere”), hvortil kom et større antal ungarer, polakker, tjekker, slovakker, lettere, estere og rumænere. (Palle Roslyng Jensen: Russerne i Danmark 1943-45, Historie/Jyske Samlinger, Bind 11, Ny række, 1974, s. 392-415).
Ifølge en samtidig militær indberetning fra den øverstbefalende for frivilligforbundene i den tyske hær var der pr. 1. november 1944 i Danmark opstillet russiske og ukrainske tropper med en samlet styrke på 5.820 mand, hvoraf de 4.417 var tidligere krigsfanger, dvs. hvervet blandt tilfangetagne sovjetrussiske soldater i tyske krigsfangelejre. Øst-tropperne talte også enkelte tyskere, der i reglen udgjorde rygraden i officerskorpset, samt frivillige fra emigrantmiljøerne. (General der Freiwilligen-Verbände beim GenStdH: Kopfstärke der landeseigene Verbände (Heer), Stand am 1.11.1944 på Rigsarkivet, arkivsignatur: Alexandria, spole 2, side 1867. Mikrofilm af beslaglagte tyske dokumenter vedr. besættelsen af Danmark). På et tidspunkt kom også et kaukasisk frivillig-regiment til Danmark til afløsning for tropper, som skulle til fronten. Regimentet bestod fortrinsvis af georgiere, aserbajdsjanere og armeniere, som var rekrutteret blandt krigsfanger fra den røde hær i de tyske krigsfangelejre. Det var så som så med frivilligheden hos mandskabet i disse øst-tropper, og tilliden til dem blandt deres tyske kolleger og officerer kunne – ofte med rette – ligge på et lille sted. De blev som regel ikke betroet fronttjeneste, da man frygtede, de ville desertere. I Hanstholm-fæstningen var de forment adgang til selve kanonstillingerne, som var bemandet med tyske marineartillerister. Langt hovedparten af øst-tropperne blev opstillet i Nordjylland. Dels på grund af sprogbarrieren og dels fordi de gjorde tjeneste i de mest isolerede tyske fæstningsværker, var der meget få danskere, der som Edith havde kontakt med dem, mens de var i landet.

Kempi og Poul havde deres egen lejlighed med stue og køkken hos en ældre dame i Ræhr, hvor de tit inviterede ind til kaffe og cigaretter. Den lå i et hus lige over for købmanden i Ræhr. Jeg har fortalt om alle disse unge mænd, vi mødte på gaden eller uden for købmanden. Det var efter at tyskerne var sendt hjem eller til fronten, eller hvad der nu var sket. Lige pludselig var der en flok unge mennesker, som ingen kunne tale med på gaden. På grund af cigaretmangelen stoppede Poul dem altid, når han mødte dem på gaden, og spurgte venligt efter cigaretter, og efterhånden blev de også inviteret hjem til kaffe og – latter. Ingen kunne forstå hinanden, kunne ikke tysk, allerhøjest nogle få tyske ord. Så vi var i samme båd, for vi havde aldrig haft tysk i skolen. Men når man ikke kunne forstå hinanden, kunne man jo altid give et smil. Og gæstfri som Poul og Kempi var, fik vi os altid en god latter. Sikke et cirkus!

Engang Kempi og Poul havde inviteret på kaffe havde Kempi været ved bageren og købt flødekager pyntet med jordbær. Der blev en fnisen og latter, da russerne skulle lære det nye ord jordbær. Hvordan skulle vi i vores vildeste fantasi kunne vide, at ’jordbær’ er et meget uartigt ord på russisk? Hvor de grinte ad det, da Kempi kommer ind med kagerne og siger lige så frejdigt, at de er med jordbær! Jeg har aldrig kendt magen til grineri. Det vil jeg aldrig glemme. Og hun siger igen, ’jamen, de er med jordbær’. Jo mere hun gentog det, jo mere grinede de. Jordbær er et meget frækt ord på russisk. Det var sådan, vi lærte dem at kende, ”Petter” og Paul. Jeg var da 23 år, separeret med to års ulykkeligt ægteskab med Teds far bag mig. Og Ted var i Pindstrup hos mine forældre.

Dengang var de ikke i uniform, men når jeg ser dem for mig, ”Petter” og Paul, mindes jeg, de var iført nogle mørkeblå ridebukser eller spidsbukser, og jakke. Måske noget midlertidigt, mens de ventede på at få tysk uniform. Man kunne kende dem på lang afstand, og vi grinede lidt af dem. Hvor de kom fra, var der ingen, der vidste. Vi kunne jo ikke tale med dem, men vi lo sammen med dem, og sådan begyndte det. Vi havde mange sjove timer sammen. Så lang tid vi blot havde noget at grine af! Lidt efter lidt lærte vi dem at kende: Paul Korenko, ”Petter”, én vi kaldte ’Goda’ og én vi kaldte ’Goddaw’ og så videre. De var unge, og vi var unge, Kempi, Poul og jeg. Hvad kendte jeg til krig?

Ole, du spørger 3-4 gange, om de var i tysk uniform, da de kom. Det kan gøre mig så gal! Hvad rolle spiller det? Ville du måske have ladet dig skyde selv? Lad den, som er ren, kaste den første sten, som man siger. Hvem kaster den førte sten? Dine spørgsmål har gjort ondt, Ole. Jeg var syg i to dage. Det er så nemt at kritisere – vi gør det alle, men spørger vi først, hvorfor? Nej. Nå, men jeg vil svare dig med, hvad jeg ved.

Da de havde været der et stykke tid, måske et helt år, begyndte de at tale om, at der blev syet nye uniformer til dem. Ellers gik de jo i alle slags munderinger. Så fik de syet tyskerbukser og siden jakke, sådan lidt efter lidt, men pludselig var de altså i tysk uniform. Vi var aldrig sammen med dem ovre i Hansted, der var spærret af, og man skulle igennem vagten. Jeg har aldrig haft legitimation, hvad skulle jeg også dér. Så vi vidste ikke rigtig, hvad de lavede, men da de begyndte at få tyske uniformer på, fandt jeg så pludselig ud af, at der også var Feldwebel mellem dem – ”Petter”. I dag kan jeg godt forstå, at det nok var folk med en uddannelse, som min ”Petter”, der havde læst til læge, der blev udtaget til officerer, men der var også andre som var – ja, jeg ved ikke rigtig hvad – underofficerer af en slags, måske? Alt, hvad jeg ved, er at min ”Petter” var Feldwebel, og de tre andre venner med.

Feldwebel var den laveste underofficersgrad i den tyske hær, svarende til sergent.

Mærkelig nok, når jeg tænker tilbage, var der aldrig en tysker imellem dem, de var alle kun ukrainere. Jeg blev aldrig tysktalende, men lærte meget russisk for det var jo sjovt at prøve at sige noget. Jeg tror stadig, jeg kan tælle til hundrede på russisk. Vi bad dem f.eks. om at skrive deres navne, og, som Kempi sagde, skulle de bruge en hel avisside til det, så store var deres bogstaver! Eller en hel avis til at skrive et brev. Men de var glade, vi morede os, og vi behandlede dem som mennesker. De havde altid masser af cigaretter med, når de kom til kaffe om aftenen ovre fra deres barakker, som lå to-tre km fra Ræhr. Der var i øvrigt utroligt koldt dér i vinteren 1943-44. Vi besøgte dem aldrig i deres barakker, som jo lå ovre i Hansted på den anden side af vagten.

Som jeg siger, jeg var aldrig tyskerpige. Jeg var jo gift og havde Ted, da jeg forlod Hansted, og så kom jeg tilbage til Kempi og mødte ”Petter”. Næh, Ole, sjovt nok, var jeg aldrig interesseret i tyskerne, og har aldrig kendt nogen. Jeg havde nok i mit venskab med Kempi og Poul, og lidt efter lidt begyndte ”Petter” og jeg at kunne tale sammen. Vi talte tysk sammen, ind til han lærte dansk. Jo, jeg havde ondt af dem, tyskerne, men jeg passede mig selv og havde nok i min ”Petter” og hans venner. Jeg kan sige med sandhed, at fra den dag, jeg mødte ”Petter”, var han mit et og alt, og jeg ved, at det var jeg også for ham. Tænk, hvad han ikke opnåede i sit liv!

Edith som nyforelsket i 1944, 24 år gammel.
Foto: Fotograf Jørgen Jørgensen, Thisted.

Stepan Olijnik i 1944, 24 år gammel. Privatfoto stillet til rådighed af datteren Anni i 2014. Oprindelig et soldaterbillede af Stepan i sin tyske uniform, men billedet bærer præg af senere manipulation for at sløre dette forhold. Det er dels tydeligvis blevet beskåret forneden og dels er de tilbageværende rester af militære udsmykninger og distinktioner på uniformens skulder- og kravepartier (som stadig anes på originalfotoet), på et tidspunkt blevet overmalet med kuglepen, så de ikke længere er synlige. Edith benyttede billedet i denne form i den slægtshistoriske beretning, hun skrev til familien i 1993.

Jeg ved ikke, hvor længe der gik, men jeg var altså blevet gode venner med Stepan alias ”Petter”. Hvordan jeg lærte Paul at kende, kan jeg for resten ikke huske noget særligt om. Det må have været, når vi handlede cigaretter, som vi købte af dem. Som sagt røg jeg aldrig selv som ung, jeg startede først i Canada (og holdt op igen på mine gamle dage). Både Kempi og Poul røg.

Paul Korenkos kæreste Laura arbejdede også i Hansted for tyskerne eller russerne, det gjorde både hun og hendes søster, Lis, som kom sammen med en tysk Feldwebel. Men jeg kender ikke noget til ham, kun til russerne som kom hos Kempi og Poul. Der var noget særligt over de fire, Paul og ”Petter” og de andre unge, flinke Feldwebler ’Goda’ og ’Goddaw’. De sødeste mennesker.
Se, første gang jeg mødte ”Petter”, spurgte jeg: ”Hvad hedder du?”. ”Peter Brun”, var svaret, og der gik en rum tid, før jeg fandt ud af, at det ikke passede. Så derfor blev det til ”Petter” og ikke Stepan, og han vil altid være ”Petter” for os, som kendte ham. Paul Korenko har jeg kendt under 117 forskellige navne. Snart Kasow, snart Malinowski eller noget i den retning.

Vi var i Hansted ret længe, et års tid eller mere, men da der ikke var mere arbejde, drog Poul sydpå med hestene og fik arbejde i brunkullene. Kempi fulgte efter nogen tid efter, men jeg blev tilbage. Jeg var da begyndt at vaske og stryge for kompagniet og havde jo lært ”Petter” at kende. Jeg fik alt det hjælp til tøjet, jeg ville af dem. Og det var som sagt gode penge, jeg tjente. Nej, jeg tog aldrig til selve Hansted for at arbejde, det var i Ræhr, jeg arbejdede. Og siden i Birkelse, da ”Petter” og Paul blev forflyttet til Vendsyssel. Da dannede ”Petter” og jeg allerede par, vil jeg sige.

Kempi var ansat ved en russisk skrædder for bataljonen af soldater, som tidligere havde været i tyske krigsfangelejre. De brugte gammeldags strygejern, som blev varmet på kakkelovnen. Men når kakkelovnen var kold, var strygejernet det også, så hun tog sit eget elektriske strygejern med. Der var en tysk officer, hun ikke kunne lide for den måde, som han behandlede russerne på. En dag kom hun op at skændes med ham på systuen, og så sørgede han for, at hun blev fyret. Så hun pakkede sit elektriske strygejern og sit habengut og rejste ned til Poul i brunkullene. Siden tog til de til Fjand, hvor de var den 4.-5. maj 1945.

Ja, ”Petter” fik pludselig besked om, at han og hele molevitten fra Rusland skulle flyttes fra Hansted til Birkelse ved Åbybro, og de må være blevet delt. Sådan står det for mig. Jeg tror, der var 1,000 af dem fra Rusland overalt i Vendsyssel, jeg ved det ikke.

Da så de var sendt af sted til Birkelse, blev jeg spurgt, om jeg ville arbejde med at vaske og stryge for officererne dér, de russiske, som gjorde tjeneste i Birkelse og omegn. Det gav gode penge, så, jo, hvorfor ikke? Kempi og Poul var rejst, og jeg var alene tilbage. Så lejede jeg vaskehus i Birkelse. Vasketøjet blev hængt til tørre i festsalen i forsamlingshuset, og der indrettede jeg også strygestue. Jeg havde masser af hjælp til at hænge tøjet op i salen, hvor der blev fyret godt op i kakkelovnen. Jeg husker en af officererne, en af dem højere oppe – jeg var den eneste, der kunne stryge hans skjorter godt nok. Jeg var glad for at være der – jeg havde arbejde og tjente penge, selv om jeg boede i en landsby uden for lands lov og ret. Vi blandede os i øvrigt aldrig med tyskerne eller nogen andre. Det var kun ”Petter” og Paul, og nogle af deres venner.

Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye